Sikkerhed i fordringer

En gennemgang af de retlige aspekter i forbindelse med sikkerhed i fordringer.

Bogen beskæftiger sig med de sikkerhedsretlige problemstillinger, der er forbundet med erhvervsvirksomheders anvendelse af simple og negotiable fordringer som kreditsikring.

Følgende former for sikkerhedsstillelse behandles bl.a.:

• Simple fordringer, herunder factoring

• Virksomheds- og fordringspant

• Negotiable fordringer, herunder omsætningsgældsbreve, digitale negotiable pantebreve og fondsaktiver

Bogen belyser også de særlige problemer, som vedrører det indbyrdes retsforhold mellem panthaver og pantsætter i forbindelse med aftalen om sikkerhedsstillelse – inter partes-relationen.

Denne 10. udgave er ajourført og revideret med ny lovgivning, retspraksis og litteratur.

Målgruppe

Bogen er velegnet for advokater, revisorer, ansatte i den finansielle sektor og andre praktikere, der beskæftiger sig med finansierings- og kreditretlige problemstillinger. Studerende ved universiteter og handelshøjskoler vil ligeledes have stort udbytte af bogen.

Om forfatterne

Nis Jul Clausen er professor emiritus ved Juridisk Institut, Syddansk Universitet, hvor han tidligere særligt har beskæftiget sig med børsret og reguleringen af finansielle virksomheder og markeder.

Camilla Hørby Jensen er tidligere lektor ved Juridisk Institut, Syddansk Universitet, hvor hun har forsket og undervist i bl.a. kredit- og panteret. Camilla er i dag chefkonsulent ved Copenhagen Business School. 

____________________________________________________________________________________________

Bogens indhold

Kapitel 1 - Fordringer som kreditsikring

Kapitel 2 - Simple fordringer

Kapitel 3 - Virksomheds- og fordringspant

Kapitel 4 - Negotiable fordringer

Litteraturfortegnelse

Domsregister

Stikordsregister

____________________________________________________________________________________________

Uddrag af bogen

2.3.1 Simple fordringer omfattet af gældsbrevsloven

Efter ordlyden af GBL § 31 er denunciation den relevante sikringsakt ved overdragelse til eje eller til sikkerhed af simple gældsbreve, dvs. skriftlige erklæringer, der hjemler en i hovedsagen ubetinget og ensidig fordring på et bestemt pengebeløb. Som nævnt tidligere finder bestemmelsen desuden analog anvendelse på andre simple fordringer.

Underretning til skyldneren er således nødvendig ved overdragelse af fakturafordringer og kreditsalgsfordringer, fordringer i henhold til rembursdokumenter, skadesløsbreve, entreprisekontrakter samt købekontrakter, herunder kontrakter om salg med ejendomsforbehold. Erstattes sikkerhed i løsøre med sikkerhed i simple fordringer, skal der i forbindelse hermed ligeledes gives underretning til fordringernes skyldnere.

Det deklaratoriske udgangspunkt er, at når en simpel fordring overdrages, omfatter overdragelse tillige eventuelle sikkerhedsrettigheder som ejendomsforbehold og kaution, der måtte være knyttet til den overdragne fordring. Når en virksomhed anvender købekontrakter med ejendomsforbehold som sikkerhed for sin finansiering, opnår virksomhedens kreditgiver – typisk et pengeinstitut – panteret i virksomhedens rettigheder i henhold til købekontrakten. Der er således tale om panteret i en simpel fordring – kravet på skyldneren (køberen) om betaling af renter og afdrag – samt sikkerhed i form af et ejendomsforbehold, dvs. retten til i overensstemmelse med reglerne i kreditaftaleloven at tage det solgte tilbage, såfremt skyldneren ikke betaler det i henhold til købekontrakten skyldige beløb.

Ved pengeinstitutters finansiering af leasingselskabers udleje af f.eks. edb-udstyr forekommer det, at pengeinstituttet ikke alene får sikkerhed i leasingydelserne, men tillige håndpanteret i de edb-maskiner, som er udlejet. Ved en sådan dobbelt sikring af pengeinstituttet skal der iagttages to sikringsakter – i praksis dog ofte ved én skrivelse til leasingtageren. Pengeinstituttet opnår en i forhold til leasingselskabets godtroende omsætningserhververe og kreditorer beskyttet ret i relation til leasingydelserne ved i overensstemmelse med GBL § 31 at underrette leasingtageren om overdragelsen. Håndpantsætningen af maskinerne (løsøre) sikres derimod ved en rådighedsberøvelse, der, da det pantsatte befinder sig hos tredjemand (leasingtager), etableres ved at give leasingtageren meddelelse om, at maskinerne nu besiddes på pengeinstituttets vegne, således at de ved leasingaftalens ophør skal tilbageleveres til pengeinstituttet og ikke til leasingselskabet.

Omfatter et sikkerhedsdepot i et pengeinstitut indeståelseserklæringer fra advokater, pengeinstitutter, kautionsforsikringsselskaber m.fl., hvorved de pågældende f.eks. indestår for, at pantebreve tinglyses anmærkningsfrit, er denunciation (til erklæringsafgiveren) ligeledes den relevante sikringsakt i forbindelse med sikkerhedsstillelse i eller overdragelse af indeståelseserklæringerne.

Overdrages en garanti stillet af et kautionsselskab, skal der gives underretning til dette selskab. Ved tilbagetrædelseserklæringer, hvor f.eks. en hovedaktionær, et familiemedlem eller en anden kreditor i forbindelse med rekonstruktion af en virksomhed erklærer at ville stå tilbage for en bestemt eller flere af en virksomheds øvrige kreditorer, såfremt virksomheden skulle blive erklæret konkurs, er der reelt tale om, at den tilbagetrædende (overdrageren) stiller dividenderetten til sin fordring på virksomheden (skyldneren) til rådighed for den eller de kreditorer, som erklæringen er rettet til (erhververen). For at tilbagetrædelseserklæringen (overdragelsen af dividenderetten) skal respekteres af den tilbagetrædendes godtroende omsætningserhververe og kreditorer, må virksomheden underrettes herom i overensstemmelse med GBL § 31.
Krav på det offentlige, f.eks. krav på tilbagebetaling af for meget betalt skat og krav på refusion af moms eller afgifter samt krav i henholdt til EU støtteordninger er ligeledes simple fordringer, hvor underretning skal gives til den pågældende offentlige myndighed, hvis fordringer overdrages. Det kan dog følge af lovgivning, at der er begrænsninger i mulighederne for at overdrage krav på det offentlige.

Derimod er betalingsrettigheder, som udstedes i forbindelse med landbrugsstøtte, ikke at betragte som en fordring, da der ikke er nogen skyldner, hvilket må kræves, for at GBL §  31 finder anvendelse. Se således UfR 2017.3260 V, hvor det blev antaget, at sikringsakten ved betalingsrettigheder var tinglysning efter TL § 47 og ikke en meddelelse efter GBL § 31 til Landbrugsstyrelsen (tidligere NaturErhvervstyrelse) og UfR 2020.2990 V, hvor en banks pant i betalingsrettigheder til udbetaling af hektarstøtte ikke kunne opretholdes i forhold til pantsætters konkursbo, da pantet ikke var tinglyst. Efterfølgende er der gennemført en ændring af landbrugsstøtteloven, således at sikringsakten ved pantsætning af betalingsrettigheder er meddelelse til fødevareministeren.